Desserter Opskrifter Snacks

Veganske cookies med chokolade og havsalt

Da jeg første gang smagte en chokolade med havsalt faldt jeg pladask for kombinationen. Det modsætningsfulde i det søde og det salte satte noget i gang, som var helt unikt. Faktisk var det nok nærmere noget komplementært de bød på. I hvert fald er jeg nu stor tilhænger af chokolade og salt sammen, og derfor var det også oplagt at jeg, da jeg forleden fik stor lyst til at bage cookies, valgte at blive inspireret af Mama Pea’s opskrift på “Homestyle Chocolate Chip Cookies with Sea Salt” fra hendes (veganske) kogebog “Peas and Thank You“. Det kom der disse dejlige cookies ud af.

“Peas and Thank You” kogebogen er lavet af en Amerikansk hjemmegående husmor, som har to små piger. Der er meget humør i bogen og opskrifterne er nemme at gå til og dejligt børnevenlige. Hun har også en blog. Det er en af mine ynglings af slagsen. 🙂

Cookies med chokolade og havsalt

0,6 dl plantemargarine

0,3 dl mørkt muscovadorørsukker

0,3 dl lyst rørsukker

1/2 ren vanillepulver

0,3 dl sojadrik, vand eller anden vegetabilsk “mælk”

1,2 dl fint mel

1,2 dl grahamsmel

1 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

Ca 20 gram 70% chokolade

Ca 1/2 tsk kværnet havsalt

Forvarm ovnen til 175 grader, almindelig ovn.

Rør først margarine, de to forskellige typer sukker, vanillepulver og sojadrik sammen. Du skal bruge et piskeris og blandingen skal piskes sammen så den bliver luftig og fint sammenhængende. Sæt så en si hen over skålen og si mel, bagepulver og salt ned i. Hold lidt af melet tilbage og brug en ske til at røre det hele sammen. Måske skal alt melet bruges, måske skal det ikke.

Hak chokoladen ret groft og rør den i. Tag så en skefuld dej af gangen og sæt den på en bagepapirsbeklædt bageplade. Form dejen til cookies efterhånden som du ligger den på bagepladen, da de ikke flyder ud under bagning. Da jeg lavede dem blev der 6 cookies. Drys med lidt kværnet havsalt.

Så skal de bages i 10 til 13 minutter. Når tiden er gået tages de ud af ovnen og skal nu stå i 1 minut på bagepladen før de køler helt af på en rist.

Det er herligt at en cookie med så meget fuldkornsmel i kan smage så godt. 🙂

Namaste! 🙂

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Karen
    25. marts 2013 at 14:06

    Det er den bedste opskrift på cookies, jeg nogensinde har prøvet!! Og selvom jeg ikke lige er veganer får man også helt perfekte cookies med ikke-veganske ting! Tak for en fantastisk opskrift, som jeg faktisk har brugt omtrent siden du lagde den op, selvom jeg fandt den helt tilfældigt på internettet og urelateret til din blog – har delt den med mange venner 🙂

    • Besvar
      Mia
      25. marts 2013 at 15:43

      Kære Karen

      Sikke en dejlig kommentar. 🙂 Det glæder mig meget at du og mange du kender har fået glæde af opskriften. Så er der endnu mere grund for mig til at dele opskrifter her, når jeg ved at nogen får glæde af den. Tak!

      Mvh Mia

  • Besvar
    Tenna
    1. februar 2016 at 04:09

    Jeg vil gerne bage disse cookies, da de ser rigtig gode ud:)
    men jeg har to spørgsmål
    – hvad er fint mel? kan jeg bare bruge alm. hvedemel?
    – kan man erstatte muscovadosukker med noget? f.eks. rørsukker, brun farin eller alm. hvidt sukker?

    På forhånd tak:)

    • Besvar
      Mia
      3. februar 2016 at 07:44

      Hej Tenna

      Tak for dit spørgsmål og fordi du læser med herinde.

      Fint mel er lig med helt almindeligt (hvede)mel, hvor de grove dele af kornet er siet fra. Det er den slags mel som jeg tænker der bruges mest af i danske hjem. 🙂

      Og ja, du kan sagtens erstatte muscovadosukker med andet sukker. Jeg vil anbefale brun farin eller kokossukker, da begge typer sukker er brune og bidrager med en lidt karamelliseret smag.

      Jeg håber du får glæde af opskriften!

      Grønne hilsner, Mia

    Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt