Anmeldelser Produkter

Copenhagen Roaster – stalddørssalg af Estate Coffee kaffe

Ikke så langt fra min lejlighed ligger der en bager, som jeg gentagne gange er gået forbi og har fået den tanke at den da udsendte en ret så spøjs duft… En duft der mest af alt mindede mig om ristet brød der har fået for meget, så altså ikke en specielt positiv duft at sætte i forbindelse med en butik der helst skulle dufte langt væk af dejlig friskbagt bagerbrød. 😉 Men jeg fandt så for nylig ud af, at det faktisk er duften af kaffebønner der bliver ristet der ind imellem har ramt min næse. Så nu har jeg fået et helt andet forhold til duften, som jeg i stedet får et smil på læben af. For jeg fandt nemlig ud af at duften ikke kommer fra bageren, men derimod fra et meget lokalt kafferisteri, så nu er duften lig med friskristede kaffebønner. 🙂 Ikke nogen dårlig duft at blive udsat for i sit nabolag, vel? 

Estate-Coffee

Mit lokale kafferisteri hedder Copenhagen Roaster og rister blandt andet kaffebønner til deres eget kaffemærke Estate Coffee. De køber langt de fleste af deres kaffebønner direkte fra kaffebønder og kooperativer, til priser der som minimum ligger 25% over Fairtrade. Faktisk besøger de en gang om året alle de samarbejdspartnere de har i blandt andet Costa Rica, Kenya, Nicaragua og Guatamala, hvilket sammen med den høje pris de betaler for kaffebønnerne – og deres evne og vilje til at kunne dokumentere begge dele – betyder at de må bruge varemærket Direct Trade på de fleste af deres Estate Coffee kaffebønner. Oveni er nogen af kaffebønnerne også certificerede økologiske, Fairtrade og Rainforreste Alliance.   Coffee-beans

Jeg kan huske at jeg engang for længe siden helt tilfældigt købte en pose Estate Coffee kaffebønner i en Irma og det var kærlighed ved første sip færdigbrygget kaffe. Siden dengang og indtil videre har jeg ikke smagt en kaffe fra dem som jeg ikke brød mig om, og jeg synes at der er mange fine nuancer i kaffesmagen, ligesom de forskellige kaffer fra de forskellige lande og forskellige regioner i landene – eller endda “kun” forskellige marker på de samme kaffegårde – hver især smager unikt. Det er en hel opdagelserejse at drikke sig igennem deres sortiment. 🙂Roed-doer2

Hvis du gerne vil smage Estate Coffee kaffebønnerne forvandlet til skøn sort kaffe, eller lækre espressobaserede mælkekaffedrikke, af dygtige baristaer, så smut forbi Estate Coffee Kaffebar på Gammel Kongevej 1, i København. Her kan du også købe kaffebønnerne og en masse dejligt nørdet filterkaffebrygningsudstyr fra japanske Hario. De laver også nogle virkeligt skønne kopper varm chokolade, på chokolader fra Valrhona.  Roed-doer1

Hvis du gerne vil have dine kaffebønner endnu mere friske og se stedet hvor ristningen faktisk sker, så har Copenhagen Roaster åbent for stalddørssalg af kaffe, som de selv kalder det, hver tirsdag fra 12.00 til 16.00. Du kan gå ind af den blå eller røde dør (den røde dør binder, så læg kræfterne i!) på hver sin side af bygningen som er vinkelformet, og det er nemmest at finde dem via Vigerslev Allé på trods af at de har adresse på Gammel Køge Landevej.

 Blaa-doer

Namaste!

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tilmeld dig nyhedsmailen
Så får du besked når der er nyt