Jeg fik et elektrisk vaffeljern i fødselsdagsgave og har siden da bagt vafler stort set dagligt. 😉 Bortset lige fra de dage hvor kæresten og jeg var i London (hvilket der kommer lidt mere om her på bloggen løbende det næste stykke tid). Jeg har både prøvet de meget “syndige” med hvidt mel og masser af smør, og de helt vildt sunde uden hvidt mel og smør. Versionen her blev til helt tilfældigt en dag da jeg kom i tanke om hvor lækre jeg synes mine pandekager med æbleeddike og sojadrik (også kendt som vegansk kærnemælk) er. Jeg spiser dem som de er, eller med solmodne kirsebær, skivede jordbær og lidt mandelsmør, eller lidt af min kusines vidunderlige solbærmarmelade, eller en god spsk af denne yderst lækre peanutbutter med mørk chokolade i, som vi havde med hjem fra London. Der er mange muligheder. 🙂
Fuldkorns-speltvafler med banan og ‘sojakærnemælk’
2 vafler 1 person
20 gr økologisk saltet smør
1,5 tsk god æbleeddike
1 dl sojamælk uden sukker
50 gr fuldkorns speltmel (jeg brugte halvt af hvert af speltmel fra Økoline som NETTO ofte har på tilbud og speltmel fra Gram Slot som jeg køber i REMA1000)
1 moden banan
1 økologisk æg
3/4 dl vand
Vanillepulver
Start med at smelte smøren og stil den til side. Rør så æbleeddike og sojadrik sammen og lad det reagere med hinanden i 5 minutters tid. Sojadrikken vil få en tykkere konsistens. Mos så bananen, kom mel, æg, et lille drys vanillepulver og sojadrik/æbleeddikeblandingen i. Kom også smøren i og rør grundigt rundt, gerne med et piskeris. Varm så dit vaffeljern op og bag halvdelen af dejen af gangen, til vaflen er gylden. De er bedst hvis de spises lige med det samme.
Jeg håber du får glæde af opskriften. 🙂
Namaste!
2 kommentarer
Marian
7. august 2013 at 10:50Den opskrift lyder toplaekker. Bliver de mon spröde? Når jeg laver sunde versioner af vafler så bliver de altid helt blöde. Tester straks din version…
Mia
7. august 2013 at 19:22Hej Marian
Og mange tak for din kommentar. De bliver lidt sprøde hvis du er heldig. 😉 Spis dem lige med det samme, så kan det være de knaser lidt. 🙂
God dag!
Mvh Mia