Morgenmad Opskrifter Snacks

Havregrød med hindbær og mandelsmør

Her til morgen spiste jeg en stor portion havregrød, lavet lige som jeg allerbedst kan lide den for tiden. Jeg havde sådan glædet mig til at tage billeder af den og gøre jer alle sammen lækkersultne, men så var det at jeg opdagede at jeg har glemt mit kamera hjemme hos kæresten. Øv! Men jeg vil nu alligevel dele min opskrift med jer, for den er nemlig alt for god til at blive holdt hemmelig.

Havregrød med hindbær og mandelsmør

1 person

1 1/2 dl havregryn (både grov- og fintvalsede fungerer i denne ret)

2 1/2 dl koldt vand

Cirka 1 dl sojadrik uden sukker

1/2 tsk fint havsalt

Et lille drys ren vanillepulver

1 dl frosne hindbær

Eventuelt lidt flydende honning eller rørsukker

1-2 spsk mandelsmør

Kom havregryn og vand i en lille gryde eller kasserolle og bring det i kog. Vær omhyggelig med at røre rundt, for grød har det med nemt at brænde på. Når det har kogt i omkring 5 minutter tilsættes sojadrikken, bare kom et godt skævt i direkte fra kartonen. Rør så godt rundt og lad det komme i kog igen. Tag så grøden af varmen, rør havsalten samt vanillepulver i og lad det stå mens du kommer de frosne hindbær i en stor dyb tallerken. Hæld så grøden ud over og rør forsigtigt, men grundigt rundt så bærerne bliver blandet godt med grøden. Kom så mandelsmøren ovenpå og spis!

Grøden her er ikke enormt sød, så hvis du er vild med søde sager vil du nok blive glad for lidt mere sødme fra for eksempel honning eller rørsukker.

Når nu grøden ikke blev fotograferet vil jeg lige dele dette fine billede sammen med et ønske om at I alle sammen får og har en god jul! 🙂

Namaste!

 

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tilmeld dig nyhedsmailen
Så får du besked når der er nyt