Drikke Opskrifter Vegansk

Hjemmelavet mandelmælk

Hvis man laver en hurtig Google-søgning efter en ‘almond milk recipe’ får man over 22 millioner hits! Det er en populær opskrift med mange varianter. Selvom det kun er meget få faktorer man kan ændre på, som andelen af vand til mandler, om man søder eller ej, hvad man søder med – stevia, dadler, agavesirup, rørsukker – og om man tilsætter salt, kan det føles noget uoverskueligt. Opskriften her er derfor blot mit forsøg på at lave mandelmælk der hjemme. Det kan nemlig være en dyr affære her i Danmark, hvis det skal købes færdiglavet. Jeg går ofte på kompromis med mit ønske om så tæt på 100% økologi som muligt og køber “almindelige” mandler. Du kan ofte få 200 gram mandler for 20 kr i IRMA. Hvis du synes mælken her er for tynd, for sød, for lidt sød, for salt, ja, så er du mere end velkommen til at give den dit helt personlige twist. 😉 Her kommer i hvert fald mit forslag. 🙂

Oppefra

Hjemmelavet mandelmælk

Giver omkring 8 dl mandelmælk

2 dl rå mandler + omkring 1/2 liter kold vand

8 dl kold vand

Cirka 1/8 tsk fint havsalt

Cirka 1 spsk agavesirup eller lignende (jeg plejer at udelade det, men jeg har også en ret lille sød tand)

Skyl de rå mandler i koldt vand og kom dem i en beholder med låg, sammen med den halve liter vand. De skal nu udbløde i mindst 8 timer, gerne mere. På billedet ovenover kan du se hvor stor forskel der er på størrelse og farve før og efter iblødsætning.

Soaking

Når de mange timer er gået hælder du iblødsætningsvandet fra, skyller mandlerne og kommer dem i en stor skål (glasset du ser herover plejer jeg at vaske grundigt af og skolde med kogende vand – plus låget – og så kommer jeg den færdige mandelmælk deri, men bruger det altså IKKE til at lave mælken i). Jeg plejer at bruge min stavblender på dette stadie. Giv mandlerne, vandet og salten 2-3 minutter på hurtigste indstilling. Hvis du har en blender kan du også bruge den. Jeg har erfaret at en foodprocessor ikke er så god til at lave mandelmælk med.

Nu skal du bruge en meget finmasket si eventuelt beklædt med ostelærred, eller en nøddemælkspose. Jeg købte min nøddemælkspose i helsekostbutikken ‘Ukrudt’ på Nørrebro, tæt på Sankt Hans Torv. De får dem så vidt jeg ved fra ‘Raw and More‘ som er en online butik med alt til “raw food-spiseren”, men da jeg ofte kommer forbi helsekostbutikken Ukrudt ville jeg gerne spare portoen.

Bag-2

Hvis du bruger pose så placer den over åbningen af din beholder så cirka halvdelen af den er nede i beholderen (som du har rengjort grundigt plus skoldet med kogende varmt vand) og den anden halvdel er trukket ned langs siderne af beholderen. Brug eventuelt en kraftig elastik til at holde den på plads. Jeg vil anbefale en beholder der kan rumme 1,5 liter væske til denne opskrift, da det ellers kan blive noget besværligt at si mandelpulpen fra mælken uden at gratte en masse. Det er derudover også en god idé at lave mælken i forholdsvis små portioner, selvfølgelig afhængig af hvor mange mennesker du laver mad til. 🙂 Hæld så mandelmælken i posen, fjern elastikken hvis du bruger sådan en og luk posen. Pres så mandelpulpen, som det hedder, så så meget som muligt af mælken bliver presset ud. Mandelpulpen kan du gemme, eventuelt i fryseren og bruge til alt muligt sjovt. Der kommer i hvert fald én opskrift med mandelpulp her på bloggen i den nære fremtid! 🙂 (Beklager at der ikke er kommet nogen opskrifter med mandelpulp, hverdagstravlheden tager min tid og gør mig glemsom). Smag så mælken til med agavesirup og kom den i køleskabet, eller brug den med det samme! Den kan holde sig 2-3 dage på køl. Hvis den skiller i løbet af de dage så er det ikke et tegn på at den er blevet for gammel – giv den bare lige en lille rystetur. Der er ingen emulgator i opskriften, hvilket ellers ville sørge for at mælken bevarede samme konsistens.

Soaked-almonds

Hvis du savner et vegetabilsk alternativ til kaffefløde kan du eksperimentere med at bruge samme mængde mandler med en mindre mængde vand. Jeg ville starte med 2 dl mandler og 4 dl vand, og så se hvad der kom ud af det. 🙂

Namaste!

 

Relateret indhold

10 kommentarer

  • Besvar
    Lene
    30. marts 2013 at 08:29

    Hej Mia.

    Uhm..mandelmælk er bare godt!
    Jeg har prøvet at lade pulpen blive i mælken, da jeg ofte bruger mandelmælk til smoothies, hvor den så gør gavn.

    Glæder mig alligevel til dit forslag til anvendelse af pulp, for det kan være et lidt “irriterende” produkt at stå tilbage med.

    Mange hilsner fra Lene

    • Besvar
      Mia
      31. marts 2013 at 19:27

      Hej Lene

      Nå ja hvor smart – det vil jeg prøve. Hvilke slags smoothies har du gode erfaringer med at bruge mandelmælk i? 🙂

      Mvh Mia

  • Besvar
    Lene
    31. marts 2013 at 20:35

    Hej igen.

    Alle slags smoothies – altid med banan og frugt som ex. jordbær eller hindbær eller brombær eller blåbær + diverse pulvere som ex. vanille, lucuma, soyalecithingranulat, kværnede hørfrø, kanel,kardemomme eller hvad jeg nu ellers kan lide eller føler behov for. Jeg skifter lidt mellem de forskellige frugter og pulvere, og har altid vanille i og næsten altid lucuma.
    Desuden laver jeg ofte mælk på sesam – eller solsikkefrø, som jeg plejer at søde med agavesirup eller kokospalmesukker.

    Mange hilsner fra Lene

  • Besvar
    Lene
    1. april 2013 at 10:45

    …og her står jeg så med en portion mandelpulp! Jeg har lige lavet mælk, og da jeg i dag ikke ønsker smoothies men vil bruge den lækre mælk til min aftengrød, venter jeg bare spændt på en dejlig opskrift, så jeg kan finde anvendelse til pulpen 🙂

    Forventningsfuld hilsen fra Lene

    • Besvar
      Mia
      1. april 2013 at 11:00

      Åh nej Lene, og så har jeg ikke fået skrevet en endnu. Vil gøre mit bedste for snart at komme med en. Hold øje i løbet af ugen. 🙂

  • Besvar
    Lene
    1. april 2013 at 13:20

    Rolig, rolig….jeg har sat pulpen i fryseren, så du kan tage det stille og roligt 🙂

    GOD DAG!

  • Besvar
    Lene
    1. april 2013 at 13:20

    Rolig, rolig….jeg har sat pulpen i fryseren, så du kan tage det stille og roligt 🙂

    GOD DAG!

  • Besvar
    Allan
    12. maj 2013 at 14:05

    Du kan tørre pulpen i oven ved 75 grader i ca 1.5-2 timer.
    Når det er tørt og afkølet maler du det til mel i en kaffekværn.
    Så har du affedtet mandelmel til 1/10 prisen af det i butikken.

    • Besvar
      Mia
      12. maj 2013 at 19:13

      Tak for tippet Allan!

  • Besvar
    Cremet vegansk cashewnøddemælk plus en opskrift på aeropress Caffe Latte « mia-mad.dk – en vegansk og vegetarisk madblog
    23. juni 2014 at 15:13

    […] I huske da jeg delte en opskrift på mandelmælk for meget længe siden? Nej, vel? Det er nemlig ved at være virkeligt længe siden. På det […]

  • Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt