Hovedretter Opskrifter

Kidneybønnelasagne med chili og sød paprika

Som nogen af jer måske husker deltog jeg i DM i Hverdagsmad med en efterårslasagne med en nem og mættende linsesovs. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg selv har lavet den ret, men det nærmer sig i hvert fald næsten for mange gange. 😉 Derfor skulle der lidt nytænkning til da kæresten og jeg havde besluttet os for at lave lasagne i den forgange weekend. Vi synes det er et hit at lave hver sin lasagne – han er “kødspiser”, for så kan vi nyde godt af dem til op til 3 aftensmåltider. 🙂 Der findes ikke noget bedre efter en travl dag på skole eller job, end at kunne varme et stort stykke velsmagende lasagne op i ovnen mens man smider en hurtig salat sammen.

Kidneybønnelasagne med chili og sød paprika 

4 personer med salat og eventuelt brød til – eller op til 3 aftensmåltider for 1 person

Kidneybønnesovs:

2 store rødløg

2-4 gulerødder

1 spsk olivenolie

1-2 tsk havsalt (reguler mængden efter smag og ud fra om der er tilsat i dåsetomaterne)

1,5 dåse hakkede dåsetomater

0,5 dåse vand (brug en af dåserne som der har været tomat i til at måle af i)

1 spsk sød paprika

Stødt rød chili efter smag

Cirka 250 gram kogte kidneybønner (jeg brugte hjemmekogte men du kan bare bruge en dåse kidneybønner hvis det er)

Kokosmælkssovs:

1 spsk smør eller plantemargarine

2 spsk mel

1 dl kokosmælk (ikke light)

2-3 dl vand

1 tsk salt

Stødt/revet muskatnød

 

Lasagneplader, grove (cirka 10 i alt)

 

Start med at tænde for ovnen: 200 grader varmluft. Så kan du gå i gang med at lave kidneybønnesovsen. Mens den koger kan du lige nå at piske kokosmælkssovsen sammen.

Kidneybønnesovsen:

Pil og skyl løgene. Skær dem over i halve og lig dem ned på skæreflade. Skær dem så ud i ca 1/4 cm tykke skiver. Skræl gulerødderne og riv dem groft, eller hak dem fint. Varm olien op i en gryde og steg løgene til de begynder at få farve og falde lidt sammen. Tilsæt gulerødder og steg dem med indtil de også begynder at falde lidt sammen. Det tager cirka 10 minutter i alt. Kom salt, dåsetomat, vand, sød paprika og chili i og giv retten et opkog. Skru så ned for varmen og lad det simre 10 minutter. Nu skal kidneybønnerne i og koge med i 5 minutter. Smag så til.

Kokosmælkssovsen: 

Dette er en opbagt sovs. Smelt smør eller plantemargarine i en kasserolle over svag varme. Drys mel i og rør grundigt rundt med et piskeris. Melet skal mættes af smør/plantemargarine. Kom så kokosmælk i og tilsæt derefter gradvist vandet mens du pisker, indtil en ønsket konsistens er opnået. Smag til med salt og muskatnød. Jeg bruger hele muskatnødder, som jeg så river lige når jeg skal bruge krydderiet. Det kan godt smages at det er helt friskrevet! 🙂

Nu skal lasagnen samles. Dæk bunden af et mellemstørrelses ovnfast fad med kidneybønnesovs. Kom lidt kokosmælkssovs over. Det skal ikke dækkes med kokosmælkssovs, men blot hældes over i et tyndt zigzag-mønster. Kom så et lag lagsagneplader på. Så kidneybønnesovs og kokosmælkssovs. Og så plader igen. Fortsæt til du ikke har mere sovs, og husk at slutte af med et lag kidneybønnesovs og kokosmælkssovs.

Bag så lasagnen i 35 minutter og spis den med en god salat til.

Namaste!

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tilmeld dig nyhedsmailen
Så får du besked når der er nyt