Hovedretter Opskrifter

Kikærtegryde med blomkål og majs

Inden det sidste indlæg fra Berlinerturen kommer der lige et lille indlæg med en opskrift, som var en stor success forrige uge da jeg var vikar som madmor i en vuggestue. Det er en oplagt ret at lave på de der grå, halvkolde sommerdage som vi forhåbentligt ikke kommer til at se mange af resten af sommeren. Retten har en god balance med de søde majs, den aromatiske tomat, den let bitre røde peberfrugt, den bløde milde blomkål, de friske forårsløg og de noget forskellige krydderier. 

Kikærtegryde med blomkål og majs

Til 4 personer

Et bundt forårsløg

2-4 fed hvidløg

2 spsk olie (gerne oliven eller raps)

1/2 rød peberfrugt

2 dl frosne søde majs

1 stor tsk salt (eventuelt mere)

1 stor spsk sød paprika

Et lille drys tørret stødt chili (mængde efter smag og behag)

1 tsk stødt spidskommen

1 dåse flåede og hakkede tomater

Cirka 2 dl vand

2 dl kogte kikærter (helst nogen du selv har kogt – de skal stå i blød mindst 8 timer og så koge i i hvert fald 1 time – bruger du dem på dåse skal de KUN koge med i 10 minutter)

1/4 hoved blomkål

Start med at rense forårsløg og hvidløg og hakke begge dele fint. Varm så olien op i en gryde og kom løgene herned. De skal stege over mellemvarme imens du renser peberfrugten og koger vand til at hælde over de frosne majs. Husk at røre rundt i løgene engang imellem. Hak peberfrugten fint og lad majsene tø lidt op ved at overhælde dem med det kogende vand. Si vandet fra og kom begge grønsager ned til løgene. Skru ned for varmen, tilsæt salt og lad grønsagerne blive stegt til de er let karamelliserede – cirka 10 minutter.

Nu skal krydderierne, det hakkede tomat, vand og kikærterne tilsættes (hvis du bruger hjemmekogte). Bring retten i kog, skru ned, kom låg på og lag det stå og simre i 20 minutter. Imens renser du blomkål og skærer den ud i store, tynde skiver.

Når de 20 minutter er gået tilsættes dem fint udskårne blomkål (tilsæt dåsekikærter nu, hvis det er dem du bruger). Rør godt rundt, skru op og giv retten et opkog de sidste 5-10 minutter. Den er parat til at serverer når blomkålen er blevet mør. HUSK at smage til med salt og krydderier, hvis nødvendigt.

Retten her egner sig godt til at blive serveret sammen med alt fra pasta eller kartoffelmos til groft nybagt brød – men en sprød salat skal man altid gerne have til. 🙂

Namaste!

 

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tilmeld dig nyhedsmailen
Så får du besked når der er nyt