Drikke Opskrifter

Koldbrygget lakridskaffe: et “must-make” til alle lakridselskere!

På visse områder er man som bosat i hovedstadsområdet altså bare ret så forkælet. Efter at have introduceret min mindste lillesøster og en af mine allerbedste veninder til noget ret genialt, nemlig koldbrygget kaffe med lakrids fra Peter Larsen Kaffe, som jeg har haft ret nemt ved at finde frem til at kunne købe som københavner, men som begge skønne “Jyllands-baserede” kvinder  forgæves har forsøgt at opdrive, gik det virkeligt op for mig hvor meget mere tilgængelige visse varer er herovre. Det vækkede dog en stor iver i mig efter at finde frem til en opskrift som kunne resultere i en mindst lige så velsmagende drik og som man nemt kunne lave hjemme i sit eget køkken. Ingredienserne til drikken skulle selvfølgelig også være nemme at finde i Jylland, så da jeg her i weekenden skulle på visit i Randers kombinerede jeg det med en lille indkøbstur i en lokal helsekostbutik og en Netto, og fandt hurtigt frem til to af de tre ingredienser som skal bruges for at lave en mindst lige så lækker koldbrygget lakridskaffe. Den sidste er vand og er jo noget alle burde havde rimeligt nem adgang til. 🙂

Koldbrygget lakridskaffe er lavet af kaffebønner, lakridsrod (den “skårne” af slagsen) og så koldt vand. Jeg lavede den i en stempelkande, men man kan også sagtens blande drikken i en skål, et genbrugt syltetøjsglas eller hvad man nu lige har der kan rumme den volumen af koldbrygget kaffe man ønsker at lave.

Cold_brew_licorice5

Princippet for koldbrygget kaffe er netop at der bruges koldt vand. Derfor er bryggetiden også noget længere end de 2-3 minutter det tager at lave en kop filterkaffe eller lignende. Fordi man bruger koldt vand sker der også nogle lidt anderledes processer og smagen adskiller sig da også fra kaffe brygget med koldt vand. Generelt set kan man være ret sikker på at ende med en kaffe der smager sødere og mindre bittert end den varme af slagsen og fordi kaffen her kombineres med lakridsrod, får man et endnu sødere resultat. Lakridsroden giver nemlig, udover en smag af lakrids forstås, en hel masse sødme til drikken uden at man tilsætter noget som helst sukker.

Cold_brew_licorice-collage1

Koldbrygget lakridskaffe

Omkring 40-50 gr kaffebønner (jeg synes 45 gr var en god mængde) [1 del kaffebønner]

Cirka 12,50 gr lakridsrod (ikke de hele rødder, men noget der er “skåret” i mindre stykker – fås i TIGER butikker, i helsekostbutikker og på Helsam.dk[1/4 del lakridsrod]

500 gr koldt vand [10 dele vand]

Evt stempelkande og kaffefilterbrygger plus et papirskaffefilter

Cold_brew_licorice2

1. Start med at male kaffebønnerne (eller køb dem malede). De skal males lige så groft (eller grovere) som når man laver stempelkandekaffe, hvilket cirka er så groft som kaffe kan males. Det er vigtigt at kaffebønnerne ikke males fint, for så opnår man ikke den rigtige smag.

2. Bland så den malede kaffe, lakridsrodden og den kolde vand sammen, enten i en stempelkande eller andet som du kan dække med et låg, madfilm eller lignende. Bruger du stempelkande kommes låget med stemplet på, men det trykkes IKKE ned.

3. Stil kaffen i køleskabet og lad den stå og brygge i 12 til 24 timer.

4. Bruger du en stempelkande skal stemplet trykkes ned nu, efter de 12 til 24 timer. Du kan vælge at skænke kaffen direkte fra stempelkanden eller at hælde den igennem en filterkaffebrygger med et papirskaffefilter som du har gjort vådt med koldt vand. Bruger du ikke en stempelkande så skal kaffen hældes igennem en filterkaffebrygger med et (vådt) papirskaffefilter.

5. Jeg synes det er ekstra lækkert at servere kaffen hældt over isterningen og så nyde en kop eller to udenfor i solskinsvejr.

Cold_brew_licorice3

Ville det ikke bare lige præcis være prikken over i’et til en lækker søndagsbrunch?

Cold_brew_licorice-collage2

Koldbrygget kaffe indeholder mere koffein end varmbrygget kaffe, fordi vandet er i kontakt med de malede kaffebønner i længere tid. Bare lige så du ved det. 🙂 Tjek forresten lige min smukke (hånd)model ud! Det er min super søde mellemste søster Line, som har godkendt opskriften og givet den “thumbs up”!

Cold_brew_licorice4

Tak for hjælpen søs! 😉

Og fortsat god weekend til alle der læser med her!

Namaste…

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Ane
    18. juni 2015 at 00:15

    Lækker opskrift 🙂

    Jeg har ladet mig inspirer af en youtube vidoe og er begyndt at bruge hele bønner og blende med vand. Det er super enkelt, og smager skønt. Lidt om metoden her

    http://www.talkabout.dk/koldbrygget-kaffe/

    • Besvar
      Mia
      18. juni 2015 at 09:31

      Tak Ane! Og tak fordi du læser med herinde. Ja det ser ret nemt og hurtigt ud. Jeg ville selv være lidt bekymret for om min blender så kom til at smage permanent af kaffe? Men det er da ret så smart. 🙂 Koldbrygget kaffe er i det hele taget bare ret genialt. Specielt hvis det danske sommervejr snart kunne vise sig fra en lidt mere venlig side. 😉

    Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt