Anmeldelser Spisesteder

La Cabra Coffee Roasters, Aarhus

På min top tre over mest velsmagende mælkebaserede espresso drikke jeg nogensinde har smagt – oftest drukket i form af en cappuccino – ligger en kop som jeg nød i januar i år, hos La Cabra Coffee Roasters i Aarhus. Kaffe og mælk (Naturmælks gode biodynamiske gårdmælk) var gået i total symbiose og komplementerede hinanden himmelrækkende godt, skummet var lige som jeg bedst kan lide det, og hver en mundfuld fik mig til at smile stort. Og oveni lod dette sig gøre i virkeligt hyggelige omgivelser.

LaCabra

Desværre er det ikke et sted jeg kommer så tit, fordi jeg jo bor i Valby, men heldigvis fik jeg mulighed for at ligge min vej forbi igen for nylig da jeg skulle besøge familien i Jylland. Denne gang startede jeg med en kop sort filterkaffe, brygget på risteriets Guji Natural bønner. La Cabra skriver selv om denne kaffe fra Etiopien, som er et land der egner sig så godt til kaffedyrkning at langt den meste kaffe derfra faktisk er dyrket efter økologiske principper men dog sjældent er officielt certificeret som økologisk, at den smager af abrikoser, mandariner og søde sager. Mit indtryk var kort sagt at den havde en vild og ubestemmelig, og rigtig god og spændende smag, hvor det var svært for mig at definere hvad det var jeg præcist smagte. Det var en kaffe der overraskende og som blev ved med at vise nye smagsfacetter efterhånden som dens temperatur faldt. Det brød jeg mig om. 🙂

Guji-natural

En anden grund til mit besøg, ud over at La Cabra og den der lækre kop januar-cappuccino havde brændt sig godt og grundigt fast i min hukommelse, var at jeg havde set at de havde købt to forskellige kaffer fra Panama, direkte endda. Den ene fra den berømte kaffefarm Hacienda La Esmeralda og den anden fra nabofarmen, Casa Ruiz. Så jeg var fast besluttet på at en af dem ville jeg købe med hjem, for at se hvad “all the fuss was about”, og jeg troede faktisk at det var lykkedes mig at få en pose lagt til side da jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med en af mændene bag risteriet. Jeg havde dog glemt at skrive hvornår jeg kom, og desværre for mig kunne de melde alt udsolgt da jeg stod der, noget så håbefuld og spurgte efter den eftertragtede pose kaffe.

Aeropress1

Her udviste risteriet stor imødekommenhed ved at tilbyde at sende mig en pose hurtigst muligt, da de skulle riste endnu et parti af bønnerne den samme dag. Jeg betalte med det samme og få dage efter stod der en pose Reyna kaffe på mit køkkenbord. Og jeg kan fortælle at den bestemt ikke skuffede. Faktisk vidste jeg slet ikke at kaffe kunne smage sådan, og det er netop noget af det jeg holder allermest af ved mange af de danske og nye kafferisterier: der er virkeligt noget at komme efter smagsmæssigt.

Sweet-la-cabra

Tilbage til mit for-nylig-og-helt-alene-besøg, hvor  jeg faldt lidt i snak om de berømte kaffer, med baristaen, som endte med, og noget så venligt, at tilbyde mig at lave en lille smagsprøve på en anden type kaffe, som han lovede ville smage helt anderledes end Guji’en. Desværre kan jeg ikke huske hvad den jeg smagte hedder, eller hvor den var fra 🙁 , men den smagte i hvert fald af noget andet og stadig godt. 🙂 Rigtig fin oplevelse at have med sig, og en gestus der placerer La Cabra Coffee Roasters i en helt speciel kategori af kafferisterier…

Interior

Inden jeg smuttede bestilte jeg en cortado og en chokoladebolle med smør. Da jeg besøgte dem i januar fik jeg også en eller anden form for bagværk, der lige som denne gang virkeligt smagte, ja – MUMS! Og så forlod jeg kaffebaren, mæt og tilfreds og med en pose kaffe med posten at se frem til. La Cabra’s hyggelige sted er oplagt til en pause med højt kvalitetsniveau og masser af velsmag. Det er alt jeg har tilbage at skrive. Hvis du får muligheden så vil jeg klart anbefale dig at kigge forbi La Cabra Coffee Roasters. De bor Graven 20 i Aarhus centrum. Du kan finde deres åbningstider på deres hjemmeside eller Facebook side.

Cortado

Namaste!

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Mia-mad.dk's kaffeguide til København #1 - Copenhagen Coffee Lab, København - mia-mad.dk - en vegansk og vegetarisk madblog mia-mad.dk – en vegansk og vegetarisk madblog
    4. april 2015 at 11:46

    […] drikke kaffe i København… Faktisk har jeg kun anmeldt to kaffebarer i tidens løb – århusianske La Cabra og Kaffeine i London, men dem i København har jeg altså ikke fået givet alle de gode ord med […]

  • Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt