Hovedretter Opskrifter Salater

Moussaka og Broccolisalat

Varm mad spiller en stor rolle i min kost. Jeg elsker varm mad og kunne godt spise det tre gange dagligt hvis jeg havde tiden til det: havregrød til morgenmad, ristet rugbrød med lune og nystegte tofuskiver til frokost og en varm cremet suppe til aftensmad. Det er også primært varme retter jeg laver med mine madlavningshold. I går aftes havde jeg sidste aften med et af mine aftenskolehold. Derfor skulle der laves noget der var ekstra lækkert. Mine kursister var heldigvis enige med mig i at det var lækkert og vi havde en rigtig hyggelig aften.

Moussakaen her er en forholdsvis tidskrævende ret som egner sig godt som gæstemad – den komplimenteres perfekt af den varme ret. Man vil bestemt ikke fortryde at spise de to retter sammen med noget lunt hjemmebagt eller hjemmebragt brød. Mine “Rene hænder” boller for eksempel…og måske endda et glas god rødvin. 😉 Opskriften er, med få ændringer, fra kogebogen Veganomicon!  Helt vildt god kogebog…

Moussaka

Til 2 personer som hovedret

Grønsager:

125 gram aubergine

125 gram squash

200 gram kartofler

Lidt olivenolie

Lidt salt

Tomatsauce:

1 stor tsk olivenolie

1 løg halveret og skåret i tynde halvmåner

1 fed hvidløg, presset eller finthakket

0,2 dl vand (eller rødvin, hvis man er til sådan noget)

½ dåse hakket tomat

½ spsk oregano

En knivspids kanel

1 lille laurbærblad

Cirka ¼ tsk salt

Pinjekerne creme:

125 gram silken tofu

¼ dl pinjekerner

1 spsk citronsaft

½ fed hvidløg

Lidt muskatnød

Cirka ¼ tsk salt

Hvid peber

¼ dl rasp eller brødkrummer

Start med at forvarme ovnen til 200 grader og komme bagepapir på en bageplade!

Gå først i gang med grønsagerne. Skær aubergine, squash og kartofler i cirka 1/2 cm tykke skiver. Placer alle grønsagerne på bagepladen, men bland dem ikke. De skal helst ligge i et lag. Pensl dem med lidt olivenolie på den øverste side og drys lidt salt over dem. Bag dem så i cirka 15 minutter. Placer grønsagerne på bagepapiret på en rist og lad dem køle af. 

Mens grønsagerne bages laver du tomatsovsen. Kom olivenolien og hvidløget i en gryde og lad det stege ved svag varme i cirka ½ minut. Kom så løgene ved og lad det stege videre i cirka 5 minutter, indtil løgene er møre. Kom vand (eller rødvin) plus tomat, oregano, kanel, laurbærblad og salt. Kom låg på og lad det småkoge i cirka 15 minutter. Rør nu og da. Sluk for varmen, fjern laurbærbladet og smag eventuelt til med mere salt.

Mens de bagte grønsager køler af og tomatsovsen koger færdig kan du lave pinjekerne cremen. Blend pinjekernerne og citronsaften i en blender indtil det har en cremet og blød konsistens. Kom så de resterende ingredienser deri og blend det godt igennem så det hele bliver cremet og blødt.

Spræd ¼ af tomatsovsen i bunden af en passende størrelse form og kom ½ af aubergine- og squashskiverne ovenpå. Herefter ½ af den resterende tomatsovs, så ½ af raspen eller brødkrummerne. Kom ALLE kartoffelskiverne ovenpå. Kom så resten af aubergine- og squashskiverne og tomatsovs plus resten af raspen eller brødkrummerne ovenpå. Brug en ske eller lignende til at komme pinjekerne cremen på toppen i et jævnt lag. Pynt eventuelt med nogle hele pinjekerner.

Bag så moussakaen i 35-40 minutter, indtil toppen er blevet brunlig og der er kommet nogle revner i den. Lad den køle af i cirka 10 minutter før servering, så holder den sig pænt samlet og har en spisevenlig temperatur.

Broccolisalat

Til 2 personer som tilbehør til hovedret

½ broccoli

½ lille rødløg

1 æble

¼ dl pinjekerner

Dressing:

1 dl yofu

Cirka 2 spsk balsamico eddike (måske kun 1 spsk)

Cirka 1 tsk ahornsirup eller flydende honning

1 spsk sennep

Broccolien skæres ud i små buketter. Hvis ”stilken” ikke er for grov kan den også skæres i passende størrelse stykker. Rødløget skrælles og hakkes i små tern. Dressingen blandes sammen og smages til. Bland det hele og lad det trække noget tid før det serveres. Rist nu pinjekernerne. Vær meget opmærksom. De brænder på lige med ét ellers! Det tager cirka 1-2 minutter at riste dem til perfektion. 

Namaste!


Relateret indhold

3 kommentarer

  • Besvar
    Jan Stensby
    21. februar 2012 at 10:25

    Hej Mia, Den smager bare super godt… Jamen Mia dig havde jeg til sammenspil på Mellerup Efterskole…

    Her er der rigtige mange dejlige opskrifter..

    Vh Jan Stensby

    • Besvar
      Mia
      21. februar 2012 at 10:36

      Hej Jan

      Sikke hvor dejligt at høre fra dig Jan! Jeg kan sagtens huske dig og sammenspilstimerne på efterskolen. Det var tider. 🙂 Mange tak for din kommentar. 🙂

      Min årgang og jeg har 10 års jubilæum fra efterskolen i år, så jeg regner med at kigge forbi til gammel elevdag. Er du stadig på skolen?

      Kh Mia

  • Besvar
    Jan Stensby
    21. februar 2012 at 13:11

    Det kan du tro jeg er, og jeg glæder mig til at se dig og hele banden. Jeg underviser stadigvæk i Musik / Fysik – Nu med Elektronisk musik…. Jo jeg hygger….. Ellers er det her et super site… Mange dejlige nye opskrifter

    Kh Jan Stensby

  • Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt