Hovedretter Opskrifter

Ølandshvedepandekager med gulerodsfyld

Jeg ELSKER pandekager. De er nemme at lave, kan varieres i det uendelige, smager godt og er sjove at spise. Og så vækker de gode og varme barndomsminder hos mig. Det stærkeste minde er fra min folkeskoletid, hvor min mor havde udnævnt sig selv til pandekageheks! Jeg er den ældste af tre piger og jeg kan ikke huske om det var noget hun gjorde hvert år for os alle tre (kan du hjælpe mig her hvis du læser med søde mor?), men jeg kan i hvert fald huske at det var en sand festdag når hun kom op på skolen med en kæmpe stak pandekager til ens klasse. Så måtte man bare spise løs til der ikke var flere, hvilket vi alle sammen elskede hende for. Kan I forestille jer hvor lang tid det har taget hende at bage så mange pandekager? 😀 Jeg tror heller ikke hun blev kaldt andet end pandekageheksen af mine klassekammerater derefter. Se sådan kan man gøre sig selv vældig populær og elsket, ved at glæde andre. 🙂 Sikke en skøn mor jeg har.

Der hjemme fik vi ofte pandekager til aftensmad med stuvet spinat, grønkål eller andre sunde grønsagsretter. Efter et bestemt antal af dem med “det sunde” var det sukker, flormelis, marmelade og diverse andre søde sager vi nød pandekagerne med. Efter jeg flyttede hjemmefra er jeg fortsat med at spise masser af pandekager, både til morgenmad, mellemmad og aftensmad. En af mine ynglings versioner af “det sunde” til aftensmadpandekager kommer her, og er farverig, krydret og nem at lave. Forresten så er ølandshvede en gammel kornsort med en stor smag, som også har et højt proteinindhold. Den grove version bruger jeg faktisk ofte alene, det vil sige jeg “tynder ikke op” med den fintsigtede for eksempel når jeg bager boller. Opskriften her følger jeg nogenlunde og så skifter jeg bare speltmelet ud med groft ølandshvedemel. Det er altså et hit kan jeg godt fortælle dig!

Ølandshvedepandekager med gulerodsfyld

Til 2 personer

Pandekagerne:

1 (stor) spsk smør eller plantemargarine

2 1/2 dl usødet sojadrik

1 spsk æblecidereddike

2 1/2 dl vand

2 økologiske æg

1/2 tsk salt

50 gram havregryn

Cirka 125 gram groft ølandshvedemel

Olivenolie til stegningen

Smelt smøret på den pande som du gerne vil bage pandekagerne på. Sluk for varmen, sæt panden til side – du skal bruge smørret lige om lidt. Det vil være synd at udelade smørret…siger jeg bare. 😉 Bland så sojadrikken med æblecidereddiken. Resultatet er en slags “kærnemælk”. Syren i eddiken reagere nemlig med proteiner i sojadrikken, så proteinerne koagulere. Blandingen får herved nogenlunde samme konsistens som kærnemælk, dog noget tykkere, plus at der kommer en dejlig syrlighed i den. Blandingen skal stå mindst 5 minutter. Kom imens vand og æg op i en skål og tilsæt så den syrnede sojadrik samt den smeltede smør fra tidligere. Du behøver ikke gøre panden ren for nu er den jo helt parat til at stege på. Pisk grundigt. Kom så salt, havregryn og groft ølandshvedemel i og pisk det igen grundigt, men i kort tid. Pandekagedej skal gerne piskes så kort tid som muligt for at opnå den bedste konsistens. Dejen burde være tyk nok nu, men det kan være nødvendigt at tilsætte lidt mere mel – prøv med cirka 10 gram af gangen. Nu skal dejen hvile, gerne 30 minutter, før den skal bages. Start imens på fyldet.

Fyldet:

1 stort løg

1 tsk salt (mere eller mindre efter smag)

3 store gulerødder

1 spsk olivenolie

1 tsk mellemstærk karry (jeg bruger den fra URTEKRAM)

1/2 til 1 dl kokosmælk (helst ikke light)

Eventuelt 1-2 dl vand

Rens løget og  skær det over på tværs. Lig de to dele ned på skæresiden og skær dem nu i tynde halvmåne skiver. Skræl gulerødderne og riv dem groft.

Varm så oliven op i en mellemstor gryde og kom løgene derned. Giv dem cirka 5 minutter på høj varme mens du “hele tiden” rører rundt. Efter nogle få minutter tilsætter du salt. Saltet vil trække væske ud af løgene og det gør at de hurtigere bliver bløde og falder sammen.

Når løgene har fået lidt farve kommer du den revne gulerod ved. Bliv ved med at stege (og røre rundt) ved høj varme og giv dem cirka 5-10 minutter, indtil de er blevet bløde og begynder at få en dybere orangefarve. Tilsæt så karryen, rør godt rundt og kom så kokosmælken og noget af vandet ved. Rør igen rundt, skru ned på mellemvarme og kom låg på gryden. Nu skal retten simre i cirka 15 minutter, eller indtil gulerødderne er blevet dejligt møre. Tjek til den engang imellem, rør rundt og tilsæt eventuelt lidt mere vand hvis retten er ved at koge tør. Gulerødderne skal ikke ende med at svømme rundt i væske, men de skal derimod ende med at være dejligt saftige. Der er måske lidt væske i gryden tilsidst, men ikke meget.

Imens retten simre kan du bage pandekagerne. Jeg bruger olivenolie og kommer cirka 1 tsk på efter hver 3. pandekage.

Min teori er at jo flere takker en pandekage har, jo smukkere er den. 😉

Nu er det så bare at nyde pandekagerne mens de endnu er varme, rullet sammen om fyldet. Jeg plejer at slutte af med 2-3 pandekager med noget sødt: peanuterbutter med kanel og banan eller rosiner, flydende honning og lidt smør, rørsukker eller – hvis det skal være absolut luksus – iskold is og pandestegt banan! 😀

Jeg håber du får glæde af opskriften her!

Namaste…

 

 

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Mor
    20. september 2012 at 09:09

    Den er god nok, der var pandekager til langt op i folkeskoleårene, til jeg fik arbejde i dagtimerne. Og jeg synes dine bananpandekager er de bedste ! 🙂
    Hilsen Pandekageheksen.

    • Besvar
      Mia
      20. september 2012 at 19:34

      Hehe, tak søde mor. Tak for alle de pandekager du har bagt gennem årene! Hilsen en fan

  • Besvar
    Wanda
    21. september 2012 at 17:41

    Pandekager uhmmmmm
    Denne opskrift skal prøves en dag.
    Hvor gemmer du din opskrift på bananpandekager ?
    Knus Wanda

    Øv dit hold i glostrup blev ikke til noget, det er jeg virkelig ked af.

  • Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt