Om mig

Mia + Mad = :D

Det er nok ingen hemmelighed at jeg hedder Mia. Og at jeg holder af mad! Eller mere præcist, at jeg elsker mad. Mad der gør mæt, glad og sund. Det er det jeg først og fremmest kommer til at skrive om her på siden.

Jeg har igennem mange år spist vegansk – og har altid elsket at finde på nye opskrifter. Jeg har også undervist i vegansk madlavning på aftenskole de sidste 3-4 år, hvor mine mange opfindelser er blevet delt med andre. Nu ønsker jeg at dele dem med endnu flere og håber at mange kan få glæde af dem. Personligt spiser jeg ikke 100% vegansk mere, men jeg hælder stadig mest til den kostform. Dog spiser jeg ind imellem æg, mælkeprodukter (helst af gedemælk) og en sjælden gang imellem lidt fisk. Jeg kalder mig vegetar, fordi det er så sjældent at der står fisk på menuen. Men jeg er inde i en periode hvor jeg har lyst til at eksperimentere lidt med min kost, så det har jeg givet mig selv lov til. Det er vigtigt for mig at min kost er bæredygtig. Både for min krop, min sjæl, mine tanker, andre mennesker, andre dyr, andre planter, Jorden og ja, hele Universet for den sags skyld. ;)

Faglig baggrund

Det har, så længe jeg kan huske, været en af mine store interesser at lave mad. Og at spise mad. Og at lave og spise mad der får mig til at føle mig næret, vågen og “sund”. Derfor har jeg brugt mange timer i køkkenet på at røre, stege, snitte, skrælle, blende og bage. Det tog for alvor fat da jeg begyndte på min globale bachelor i Ernæring og Sundhed, som jeg læste på Professionshøjskolen Metropol. Mit speciale er i Public Health Nutrition & Food Policy. Her tog jeg hver mulighed der viste sig for at fokusere på vegetarisme/veganisme og den viste sig heldigvis en del gange. Ligesom jeg fra en tidlig alder, både før og efter at jeg som 12-13 årig blev vegetar, læste alt hvad jeg kunne komme i nærheden af om ernæring. Det er en af mine helt store interesser.

Jeg har endnu ikke afsluttet mine studier, for jeg startede i september 2012 på en helt ny kandidat på Aalborg Universitet, København der ligesom min professionsbachelor foregår på engelsk. Den hedder Integrated Food Studies og jeg føler at jeg er det helt rigtige sted. Det er sjældent at det ikke er så spændende at jeg glæder mig til at læse lektier! Efter planen er jeg færdig i sommeren 2014.

Frivilligt arbejde

Det bliver nok svært at skjule her på bloggen at jeg oprindeligt er Jyde. Og at jeg flyttede til hovedstaden på grund af studierne. Ikke fordi jeg flyttede “kun” derfor, men jeg ville nok ikke havde gjort det hvis jeg ikke havde haft studiet som grund. Det er dog ikke en beslutning jeg har fortrudt. Jeg elsker København og er sikker på at jeg har fået mange chancer som jeg ikke ville have haft mulighed for at tage, havde jeg boet i Jylland. Som for eksempel mit samarbejde med andre frivillige i Dansk Vegetarforening (eller DVF som det hedder i inderkredsen). Mine bidrag består først og fremmest i artikler til medlemsbladet “Vegetaren”, besvarelse af spørgsmål forening får via deres hjemmesiden www.vegetarforening.dk og også 1 år som suppleant i bestyrelsen. Jeg har brugt mange timer lykkeligt fordybet i DVF arbejde.

Madlavningskurser

Havde jeg ikke været tilknyttet DVF havde jeg nok heller ikke fået mulighed for at begynde at undervise i madlavning og ernæring på aftenskole helt så tidligt som jeg gjorde. Men AOF kontaktede på et tidspunkt i oktober 2008 DVF’s bestyrelse fordi de akut manglede en underviser til et hold i vegetarisk madlavning. Da jeg længe havde haft en drøm om at undervise tilbød jeg mig og fik jobbet! I 2010 fik jeg også hold under FOF. Jeg elsker at undervise. :)

Interesseret i kostvejledning, et madlavningskursus eller foredrag?

Hvis du skulle være interesseret i kostvejledning i en mere vegetarisk retning kan jeg hjælpe dig med at nå dine mål. Jeg har et helhedsorienteret syn på sundhed så kostvejledningen vil tage udgangspunkt i dig og din nuværende livsstil. Derfor vil jeg også meget gerne vide lidt om dine motionsvaner og andet. Jeg kan også arrangere madlavnings- og/eller ernæringskurser for dig og dine veninder/venner/børn/kollegaer, din mand/kone/kæreste, eller bare dig, er du mere end velkommen til at skrive til mig. Det kan du gøre via min kontaktformular ude til højre i skærmbilledet. Foredrag kan jeg også tilbyde at holde. Jeg glæder mig til – og håber på – at høre fra dig. :)

Sang, musik, naturen, yoga og kærlighed

Når ikke jeg sidder med næsen i en bog eller computer, står i køkkenet og eksperimenterer med nye opskrifter kan man oftest finde mig syngende, løbende, dansende, ude i naturen, på min yogamåtte eller gående hånd i hånd med min søde kæreste. Han har designet min hjemmeside og designer også andre hjemmesider – se hans egen her. Jeg nyder livet og har meget og mange at være taknemmelige for. Min mission med min hjemmeside er at sprede lidt kærlighed, i form af lækker, smuk og velsmagende mad, vedkommende viden, smittende livsglæde og et nuanceret syn på sundhed. Det håber jeg lykkes!

Lad mig høre fra dig!

Du er meget velkommen til at smide en til flere kommentarer rundt omkring herinde. Jeg elsker nemlig at få kommentarer og vil rigtig gerne at der kommer det liv, som kommentarer giver, på min hjemmeside. Du kan skrive til mig via min kontaktformular ude i højre side af skærmbillede, lidt nede.