Hovedretter Opskrifter Salater

Ovnbagt hokkaido græskar, gylden rissalat og tofufileter

Så er sidste introuge på universitetet overstået og det er (endelig) weekend. Det har været nogle forholdsvis hektiske uger, med en masse nye mennesker og en masse tid er blevet brugt på gruppedannelse… Der er ikke rustur, og andet sjov og spas, det er lige på og hårdt. Indtil videre synes jeg rigtig godt om det. 🙂 Jeg må indrømme at madpakker er en udfordring. Det er lang tid siden madpakker har været nødvendige, men til gengæld har jeg haft fornyet lyst til at være kreativ med aftensmaden. Det kom der denne skønne menu ud af den anden aften.

Ovnbagt hokkaido græskar

Til 1 person

1/4 hokkaido græskar

1 stor spsk olivenolie

1/2 tsk fint salt

Forvarm ovnen til 250 grader.

Græskaret behøver du ikke skrælle, kun hvis det er grimt. Ellers skal du bare huske at skylle det og tørre det godt af, og fjerne kernerne inde i dets midte. Så skæres græskarret i tynde skiver. Fordel oliven på en bagepapirsbeklædt plade, kome græskarskiverne på og brug hænderne til at dække skiverne med olien. Drys så med salt og kom pladen i ovnen. Nu skal græskarene bage i 20 minutter cirka. Hold øje med dem, for det er tykkelsen af skiverne der afgør bagetiden.

Gylden rissalat

Til 1 person

1 spsk ristet sesamolie

1 tsk olivenolie

Saft af 1/4 frisk citron

1/2 tsk tamari/ægte sojasovs

1 lille fed hvidløg (finthakket eller presset)

En rest kogte brune ris (omkring 2 1/2 dl)

1/2 sød rød peberfrugt

2 mellem gulerødder

Kom olie, citronsaft, sojasovs og hvidløg i en skål og pisk den godt sammen, for eksempel med en gaffel. Tilsæt så risene og rør godt rundt. Rens og skær peberfrugt og gulerod ud som du kan lide det, og kom dem ned til risene. Nu er salaten klar til servering. Men den bliver nu bedre af at stå og trække i noget tid.

Jeg brugte denne opskrift til tofufileterne og spiste græskarskiverne med en mellemstærk økologisk (købt) salsa på. Der er gået chili i den hjemme hos mig!

Namaste. 😀

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tilmeld dig nyhedsmailen
Så får du besked når der er nyt