Hovedretter Opskrifter Salater

Rød Rodfrugtsalat med Crispy Greens on the side

En salat kan sagtens være et komplet måltid. Specielt hvis der tilsættes en form for korn, i dette tilfælde perlespelt. Quinoa, ris og pasta er også velegnede. Og kartoffelsalat er jo en gammel dansk kending, som man nemt kan gøre tidssvarende ved at skifte den noget tunge dressing ud med olie/eddikeversioner og masser af finthakkede, friske krydderurter. Bønner, linser og tofu – kort sagt proteinrige fødevarer – skal der så også til. Og så er det ellers bare at vælge ens ynglings grønsager og enten bage dem, stege dem, koge dem eller blot skære dem ud og nyde dem rå.

Blødt og sprødt, varmt og koldt, rødt og grønt. I disse to salater mødes en masse modsætninger, på en ret heldig måde. De er resultatet af en spontan aften i køkkenet, med lyst til at eksperimentere og en svag forestilling om en lækker salat – som blev til to. Jeg havde nogle pastinakker som efterhånden skulle bruges og så har jeg fået lidt af et rødbede-flip, som Prinsesse Humus’en også vidner om. Så dem bagte jeg i ovnen med rigelig med olivenolie, lidt citronskal og salt, til de var møre som smør… 😉 Imens kogte jeg noget perlespelt, som blev blandet med de bagte rodfrugter, friskkværnet sort peber og lidt ristet sesamolie. Ved siden af lavede jeg en enkel grøn salat af blandede spæde salatblade, rød peberfrugt, avocadotern, kidneybønner fra dåse og lidt god balsamico eddike.

Rød Rodfrugtsalat med Crispy Greens on the side

2 rødløg

1 stor rødbede

2 pastinakker

1-2 spsk olivenolie

Skal af 1/4 citron, finthakket/fintrevet

Saft af 1/2 citron

1/2 – 1 tsk havsalt

Forvarm ovnen til 200 grader (IKKE varmluft). Løg og rodfrugter skrælles og skæres i 1/2 cm tykke skiver. Kom dem så på en bagepapirsbeklædt bageplade og bland med olie, citronskal, citronsaft og havsalt.  Bag dem så i cirka 45 minutter, til de er møre.

1 dl perlespelt

Koldt vand

Lidt havsalt

Imens rodfrugterne bager koges perlespelten. De skal skylles i koldt vand og skal så koges i rigeligt vand, med lidt salt i. Det tager cirka 20 minutter, så er de møre. Du kan også lave de “Crispy Greens” nu:

1/2 bakke spæde salatblade

1 rød peberfrugt

1/2 til 1 avocado

Cirka 1 tsk balsamico eddike

Skær peberfrugt og avocado ud i mellemstore tern.  Skyl salatbladene og lad dem dryppe godt af.   Bland alle grønsagerne sammen og dryp balsamico eddiken ud over.

1-2 spsk ristet sesamolie

Friskkværnet sort peber

Lad rodfrugterne og perlespelten køle lidt af, og bland det så sammen. Sesamolien og den sorte peber skal også med.

Server de to salater sammen. Du kan eventuelt også servere et godt brød til, eventuelt med (rødbede)humus på.

Namaste!

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Jolanda
    16. februar 2011 at 01:01

    Nam nam mad, smagte rigtig godt 🙂

  • Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt