Anmeldelser Spisesteder

SweetDeal menu hos Rawfornia, København

For noget tid siden købte jeg en sweetdeal til Frederiksbergs raw food café/restaurant Rawfornia. Og i dag, da jeg befandt mig i nærheden efter at have været til min første BodyFlow klasse i fitnessdk nogensinde, blev det brugt. Menuen stod på: miso-marineret broccoli med pastinat/sesam-ris plus en øko-brownie med sprød nøddebund og chokolademousse-agtig top. Jeg har prøvet raw pizza, brownie og müsli med mandelmælk hos The Raw Tribe, raw sandwich, jord- og hindbærkage, chokoladekage, forskellige salater, juice og smoothie hos 42 °Raw og har generelt et godt indtryk af raw food. Specielt kagerne, smoothierne og juicerne er jeg vild med. Men jeg savner dog tit den mæthed som jeg synes “tilberedt” mad giver – kogte bønner, linser og korn er et must i min kost. Derfor var det ikke netop broccoli med pastinak/sesam-ris jeg selv ville have valgt, hvilket sådan set var godt. For det er jo så sundt at blive udfordret lidt engang imellem. 🙂

Rawfornia har et indbydende menukort. Da jeg fik min mad blev jeg spurgt om jeg kunne tænke mig noget at drikke til. Det takkede jeg (desværre) nej til, fordi jeg havde lidt langt hjem og ikke lige kunne overskue at skulle fragte noget flydende med mig. Men så har jeg heldigvis grund til at komme der igen. 😉 Da jeg nåede hjem, træt og sulten efter den fysiske aktivitet, startede jeg, som den velopdragne pige jeg er, med grønsagerne. Først “risene”, som udover pastinak og sesamfrø også var lavet af mandler. De var mildt og dejligt krydret og smagte fint. Ikke den helt store smagsoplevelse dog og ikke noget jeg ville prøve igen. Broccolien var en god oplevelse, de var sprøde uden at være rå og de havde den skønneste smag. Mmm… Som altid føler jeg mig ikke rigtigt mæt efter efter et råt måltid mad, men mine smagsløg blev tilfredsstillet.

Kagen var selvfølgelig det jeg havde glædet mig mest til, fordi jeg har smagt så mange geniale raw af slagsen. Desværre skuffede den lidt. Det skyldes nok først og fremmest at mine søde tand er lidt af en sjov størrelse. Jeg elsker frugt, chokolade, lakrids, kager og andre søde sager, så længe de bare ikke er for søde i smagen. Det lyder måske mærkeligt, men jeg synes ofte at ting er alt for søde. Og kagen her var alt for sød, til min smag. Jeg savnede helt klart et lille bitte drys salt, til at give al sødmen lidt modspil og dybde. Konsistensen derimod var helt i top. Den cremede chokoladetop stod i fin kontrast til bunden som der virkelig var bid i.

Alt i alt har jeg tænkt mig at besøge Rawfornia snart igen. De har mange ting der frister og jeg synes det er så sjovt at prøve raw food fordi det er noget helt anderledes mad end jeg ellers spiser. Det er også en stor lettelse at jeg kan vælge ALT på menukortet, fordi det er veganskt og sundt. Og jeg er for tiden helt besat af friskpresset juice – så jeg ønsker mig et større køkken og en juicemaskine, hvis nogen gerne vil vide det. Hehe. 😉

Namaste!

Relateret indhold

5 kommentarer

  • Besvar
    Trolle
    9. juni 2012 at 13:34

    Ser godt nok også lækkert ud… 🙂

    • Besvar
      Mia
      15. juni 2012 at 16:41

      Hej Trolle

      Og tak for din kommentar og fordi du kigger forbi.

      Mvh Mia

      • Besvar
        Cecilie
        25. november 2012 at 14:28

        Hej Mia, jeg ledte efter Rawfornia og kom forbi din side 🙂

        Jeg vil lige fortælle dig en lille hemmlighed, som rigtig mange enten ikke ved om ‘RawFood’ er rigtig mange ting! Noget af maden der serveres på rå restauranterne er ‘luksus retter’; fx lasagnen, pad-thai osv., hvor de har benyttet meget fedt. Det betyder også ofte at de laver mindre portioner end som nogle gange ikke gør dig mæt.

        Jeg er en 811/HCLF (high carb low fat) veganer. Dvs. jeg spiser lige så store portioner af frugt og grønt som jeg har lyst til 🙂 Der er ikke super relevant, men jeg er slank og har let ved få muskler når jeg træner (“omg, får du protein nok?” – ja, det gør jeg pga. størrelsesmængderne.) Volumen på et måltid, fx en smoothie, er på 1-1.5 liter. Alligevel kan retterne hos 42 C Raw (over)mætte mig! Nok pga. min mave er ikke vant til alt det fedt. Anyway, tænkte jeg at jeg ligeså godt komme med lidt ekstra output! Tjek det ud på youtube, masser godt om alt det her 🙂

        • Besvar
          Mia
          25. november 2012 at 14:41

          Hej Cecilie

          Og tak for din kommentar. Det er bestemt ikke en hemmelighed for mig at raw food ofte er meget rig på energi. Og ja, det er da klart at hvis man elsker at spise store mængder mad så er det super smart at man kan spise lige så meget som man vil af og så spare på nødder/kerner og den slags som raw food veganer. Personligt elsker jeg rå salat og frugt, men er også rigtig glad for at spise opvarmet mad også. Jeg er af den overbevisningen efter at have læst meget om emnet, at det er sundest for mig at spise både rå og opvarmet mad (til over 42 grader celsius). Måske er det ikke sådan for andre, men det fungerer for mig.

          God søndag!

  • Besvar
    Cecilie
    25. november 2012 at 14:30

    * Jeg nåede ikke at læse den igennem før, håber du kan se bort og forstå budskabet 😉

  • Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt