Anmeldelser Bøger

Trøstepræmien i FDB’s madblogger konkurrence: kogebogen ‘Grove Løjer’

Ja, jeg var jo desværre ikke så heldig at ende blandt de fem madblogs med flest stemmer. Men jeg må også indrømme at jeg slet ikke havde regnet med at komme videre til anden og sidste runde. Jeg er bare glad for at være blevet nomineret og en trøstepræmie er da heller ikke at kimse af. Mere om den senere. 🙂 Så håber jeg bare at jeg får mulighed for at deltage næste år, hvor de sandsynligvis gentager konkurrencen. Men nok ikke i helt samme form. Jeg har i hvert fald tilbudt at komme med idéer til hvad man kan gøre anderledes. Er der nogen af jer læsere der har tænkt på hvordan man kan gøre konkurrencen bedre?

Sidste år fulgte jeg den amerikanske hjemmeside FoodBuzz’s konkurrence Project Food Blog på tæt hold fordi en af mine ynglings madbloggere endte i finalen. Konkurrencen bestod af 10 udfordringer, som enormt mange madbloggere tog op. Også her var det bloggernes “fan” der stemte, men alle indlæg blev dog også vurderet af tre eksperter. Det var dem der besluttede hvilke blogs der gik videre. Dog gik madbloggen med allerflest stemmer, hvilket naturligt nok var forskelligt fra udfordring til udfordring, direkte videre.  Den allersidste udfordring blev kun vurderet af eksperterne. Udformningen af konkurrence gjorde at jeg glædede mig som et lille barn til at se hvad næste udfordring bestod i, hvordan deltagerne løste dem og ikke mindst til at se hvem der gik videre! Måske FDB skulle lade sig inspirere lidt og gøre de deltagende madbloggere mere aktive i deres konkurrence? 😉 Det synes jeg i hvert fald kunne være sjovt! Men jeg kan også godt se at det kan være svært, når der ikke ligefrem er tusindvis af madblogs i Danmark og dermed hellere ikke tusindevis af læsere som det også fremgår af antal stemmer de forskellige madblogs har fået. FoodBuzz havde 2000 deltagere!

Og nu til kogebogen! Findes der mon noget mere passende at give en madblogger i trøstepræmie? Jeg blev i hvert fald glad, for jeg ELSKER kogebøger. 🙂 Forfatteren til denne, Anne W. Ravn, er nok mest kendt for hendes deltagelse i tv-eksperimentet By på skrump som blev sendt på DR. Her var hun sammen med blandt andre Chris McDonald en af de tre eksperter der hjalp borgere i Ebeltoft til at få en sundere livsstil. Kogebogen hun her har begået er lavet til børnefamilier, der har en hel normal hverdag. Det vil sige en travl hverdag, hvor det kan være svært at få lavet (og spist) sund mad og dyrket motion. Der er, ud over Anne’s egen familie, to familier med i bogen. Familierne giver igennem bogen en række råd og idéer til hvordan man kan få sund mad og motion til at blive en naturlig del af hverdagen. Umiddelbart virker det godt, men jeg er dog ikke lige frem en del af dens målgruppe kan jeg godt mærke. Som veganer kan man heller ikke rigtigt bruge bogens opskrifter til meget andet end inspiration. Der er nogle få imellem der er lavet 100% på planter, men jeg synes nu ellers den netop er god til at få nye madidéer – som alle kogebøger nærmest er det. Blandt andet er der en ærte-smoothie som jeg helt sikkert skal have veganiseret en dag. Thank Good for vegan soy yogurt! 😉

Den ser nemlig ret god ud, ikke? På siden ses også et eksempel på et råd/idé fra et af familiemedlemmerne.

Bogen er fyldt med farver og fantastiske fotos. Jeg synes den er en fryd for øjet! Nu må det vise sig om den også er en fryd for ganen. 😉

Nu bliver det spændende at se hvilke tre madbloggere der løber med sejren, hvilket offentliggøres her den 22. juni! Jeg krydser fingre for at min madblogger kollega Månebarnet ender som en af vinderne  – hun skriver nemlig også om vegansk mad og hendes blog er sprængtfyldt med gode opskrifter. Og så har hun lavet to fuldstændigt geniale spisestedsguides til Århus og København.

Namaste!

 

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Anne W. Ravn
    21. juni 2011 at 14:52

    Kære Mia. Hjertelig tak for din hjertevarme omtale af min bog Grove løjer. Det luner på en blæsende sommerdag:-) Fin hjemmeside også du har og godt, du bliver ved at skrive.

    Glade hilsner fra Anne:-)

    • Besvar
      Mia
      21. juni 2011 at 15:07

      Kære Anne

      Tak for din kommentar. Sikke en dejlig overraskelse at høre fra lige dig! Dine fine ord varmer også her kan du tro. Jeg er glad for at du synes om min hjemmeside. 🙂

      Mvh Mia

    Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt