Morgenmad Opskrifter Snacks Vegansk

Ugens opskrift #14: BOGHVEDE GRANOLA MED KANEL OG KOKOS

Jeg er personligt helt tosset med den her slags granolaer, der er proppet med boghvede, havregryn, nødder, kokos og krydderier som kanel. De ender altid med at blive uimodståeligt sprøde! I lang tid har jeg sværget til My New Roots Chunky Chocolate Buckwheat Granola, en af de meget få opskrifter som jeg følger til punkt og prikke, og min granoa opskrift her er da også nærmest vokset frem ud fra Sarahs guddommeligt gode granola genistreg. Ingredienserne er stort set de samme, med få udskiftninger og udeladelser, mængderne er dog noget anderledes og så er der ikke tilsat kakao og vanille, men til gengæld en generøs omgang kanel. Mums siger jeg bare! Jeg kommer den ofte ovenpå smoothie eller spiser den med iskold sukkerfri sojadrik, eller snacker den som den her, håndfuld efter håndful.

Jeg har valgt at bruge hasselnødder her, men andre nødder kan bestemt også anbefales. HUSK at holde godt øje med tiden (og granolaen) når den er i ovnen, for en af gangene hvor jeg testede den fik jeg givet den nogle få minutter for meget og jeg måtte smide portionen ud – og sådan noget er jo bare så ærgerligt!

Boghvede_granola5

Boghvede granola med kanel og kokos

4 dl grovvalsede havregryn

2 dl hel boghvede

1 dl kokosflager

1 dl hele hasselnødder, grofthakkede

1/2 dl chiafrø

1/4 dl kokossukker

1/2 tsk fint salt

Cirka 1 tsk stødt kanel

1/2 dl ahorn sirup

1/2 dl kokosolie (smeltet)

1. Forvarm din ovn til 175 grader almindelig ovn. Altså IKKE varmluft!

2. Kom havregryn, boghvede, kokosflager, grofthakkede hasselnødder, chiafrø, kokssukker, fint salt samt stødt kanel i en stor skål og rør det sammen. Brug gerne et piskeris.

Boghvede_granola3

3. I en lille pande eller kasserolle smelter du nu kokosolien og rører den herefter sammen med ahorn siruppen. Brug piskeriset til at fordele olie- og sirupsblandingen over havregrynene og de øvrige ingredienser, i den store skål.

4. Spred granolaen ud i et jævnt lag på en bageplade beklædt med bagepapir og bag den så i 15 minutter. Efter de 15 minutter rører du rundt og giver den herefter 5 minutter. Rør igen rundt i granolaen og tjek eventuelt et stykke hasselnød – er den gylden inden i, er granolaen færdig. Ellers så bages der igen i cirka 5 minutter. Hold godt øje med granolaen, for der skal ikke mange minutter for meget til før den bliver meget mørk i det. Målet er en fin gylden farve.

5. Når granolaen har bagt færdig skal den af bagepladen hurtigst muligt og over på en rist til afkøling – på bagepapiret. Bagepladen er varm og vil afgive noget af denne varme til granolaen, så den bliver ved med at bage selvom den er kommet ud af ovnen. 

Boghvede_granola1

Jeg håber du får glæde af opskriften! Lad mig meget gerne vide hvis du prøver kræfter med den – og hvad du synes om den.

Namaste…

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tilmeld dig nyhedsmailen
Så får du besked når der er nyt