Ugens opskrift

Ugens opskrift #15: KOMBUCHA 1. brygning

Hvis du først kommer i gang med kombucha og dens 1. brygning, er der næsten garanti for at du bliver helt forelsket i den syrligt-søde drik! (Du kan finde opskriften på kombucha 2. brygning lige her.) Jeg smagte kombucha, der er en fermenteret te-drik, for første gang mange år tilbage da jeg var i USA med min familie. Det faldt virkeligt i min smag, men som med så mange andre ting har bølgen først rigtigt ramt Danmark langt senere, end den ramte USA. Så jeg nåede at savne det i mange år! Efter at jeg i sommers besøgte Camilla Plum og hendes paradisplet på jord, og fik købt en kombucha scoby hos hende, er der heldigvis rigtigt kommet gang i brygningen her hjemme i mit lillebitte køkken, og nu er jeg mor til op til flere scoby babyer. De ligger lige for øjeblikket i dvale i mit køleskab og venter på at få nye hjem… Og jeg er så heldig at jeg kan drikke en masse lækker kombucha, så tit jeg vil!

Før vi kaster os ud i opskrifter, lidt ord om hvad en scoby egentlig er. Ordet scoby er en forkortelse af Symbiotic Colony Of Bacteria and Yeast og det er derfor en koloni af bakterier og gærceller, som lever i symbiose med hinanden. Det er bakterier og gærceller af den gode slags, som producerer gode mælkesyrebakterier som kan bidrage til en sund fordøjelse hos os mennesker. En scoby ligger sig i overfladen af den te du brygger på og vokser sig i løbet af brygningen lige så stor som den overflade den ligger på. Samtidigt dannes der en ny scoby nedenunder den, som man kan pille af. “Moder scobyen” kan så vidt jeg ved bruges igen og igen og igen. Og baby scobyerne kan også bruges igen og igen (og igen). Nogen vil måske synes scobyen er en lidt klam størrelse – jeg synes den er for sej!

HUSK: når man har med fermentering (af noget som helst, faktisk) at gøre, er det meget vigtigt at bruge helt rent og skoldet udstyr (eventuelt kan man sterilisere med vodka eller en stærk eddike), ligesom en kombucha scoby ikke har godt af kontakt med metal på noget som helst tidspunkt. Jeg brygger i en stor glasbeholder – faktisk er det et stort sylteglas – bruger skeer og låg af plastik eller træ, og har herefter blot blind tillid til processen.

Én scoby kan forresten bruges til mange liter sødet te og ikke bare de 2 1/2 liter jeg plejer at brygge på – forholdet er 1 liter vand til 100 gram sukker til 1 stor spsk te.

IMG_3591Kombucha 1. brygning

1 glasbeholder der kan rumme cirka 2 1/2 liter væske

1 rent viskestykke eller lignende 

1 kraftig elastik

1 termometer

2 liter vand

2 store spsk god, økologisk sort te UDEN noget som helst tilsat smag (som bergamottolie)

200 gram fint rørsukker

1 scoby med starterkultur (når man køber dem eller får dem af en bekendt, ligger de i noget af den sødede te fra første brygning som kaldes en starterkultur)

Eventuelt 1-2 spsk økologisk æble(cider)eddike 

1. Start med at rengøre og skolde/sterilisere din glasbeholder. Jeg bruger et 2 1/2 liter WECK Tulpe sylteglas, som jeg har købt på Sylteglas.dk.

2. Lav så den sødede te. Kog vandet op i en stor gryde, tilsæt teen og lad den trække i nogle minutter. Tilsæt så den fine rørsukker og rør rundt med en ske af træ eller plastik, indtil sukkeret er opløst. Lad teen trække i lidt over 10 minutter og kasser så tebladene. Hæld nu den sødede, varme te i din glasbeholder. 

3. Nu skal du lade teen køle helt ned til stuetemperatur, det vil sige til omkring 25 grader. Det er VIGTIGT at teen køler helt ned, ellers dør scobyen når du kommer den. Jeg sætter den tit foran et åbent vindue og bruger altid et termometer til at måle hvor varm teen er.

4. Når teen er kølet helt ned til omkring 25 grader, kan du tilsætte din scoby og den væske som den ligger i, altså starterkulturen. Hvis det er første gang du brygger med din nye scoby, kan du hjælpe processen på vej med lidt æble(cider)eddike. Hæld forsigtigt scoby og starterkultur (og eventuelt eddike) i den søde te; der skal ikke røres rundt, eller rystes, eller andet i den dur…

5. Dæk så din glasbeholder med et viskestykke og fastgør vistestykket med en elastik. Kombuchaen skal nu fermentere i en uges tid, gerne et mørkt og lunt sted, som på en hylde i et køkkenskab. Kombucha 1. brygning (eller fermentering som det også kaldes) er med adgang til ilt og det er derfor vigtigt at du bruger noget som der kan slippe luft igennem, til at dække din beholder til med. 

6. Når der er gået 7 dage kan du smage på kombuchaen. Lad den eventuelt stå flere dage end syv, hvis du ønsker den mere syrlig i det. 

7. Nu kan du vælge at hælde kombuchaen på grundigt rengjorte flasker eller sylteglas og blot sætte dem i køleskabet (og så drikke løs når de er blevet dejligt kolde), eller du kan vælge at gå videre med 2. fermenteringen. Først skal du dog lige have skilt moder og baby scoby fra hinanden, og tage cirka 2 x 2 dl kombucha fra til at opbevare dem i. Igen er det vigtigt at bruge helt rene beholdere med låg af træ eller plastik (eller glas, for den sags skyld). Husk også at have rene hænder! Kom scobyerne i køleskabet og stil dem et sted derinde, hvor de kan få fred og ikke bliver skubbet til og forstyrret. Her kan de stå i ret lang tid – eller du kan starte en (eller to, nu du har to scobyer) ny brygning op med det samme.  

IMG_3588I næste uge kommer opskriften på 2. brygning af kombuchaen, som er uden adgang til ilt. Det er her kombuchaen for alvor begynder at boble og blive helt champagne-agtig (og der udvikles så vidt jeg ved også en lille anelse alkohol her), og det er også her man kan tilsætte forskellige ingredienser til kombuchaen og dermed få andre smagsresultater.

Jeg håber du får glæde af opskriften.

Namaste!

 

Relateret indhold

8 kommentarer

  • Besvar
    Rie Møbjerg
    20. april 2016 at 07:09

    Din Mor glæder sig til at få en “mor”. Det er jo ingen sag med din fine beskrivelse. Tak Din
    Mor

    • Besvar
      Mia
      20. april 2016 at 17:07

      Hehe, hele 3 x mor… 🙂 Du må få en af mine kombucha babyer, det er i hvert fald helt sikkert – glæder mig til besøg!

      Knus og kærlighed <3

  • Besvar
    Ugens opskrift #17: kombucha 2. brygning - mia-mad.dk - en grøn madblog
    27. april 2016 at 06:32

    […] 1. brygning af kombuchaen er afsluttet (jeg delte en opskrift på det i sidste uge), begynder det at blive rigtig sjovt – for det er nemlig når du skal i gang 2. brygning, at […]

  • Besvar
    Greatest hits fra april – Sustain Daily – inspiration til en bæredygtig livsstil
    27. april 2016 at 17:19

    […] mens Mia er gået i gang med sit eget store fermenteringsprojekt, nemlig en kombucha, som hun brygger og brygger […]

  • Besvar
    DET ER JEG BEGEJSTRET OVER FOR TIDEN - dansk klimaafgift på oksekød og vegansk læder lavet på kombucha - mia-mad.dk - en grøn madblog
    6. maj 2016 at 06:33

    […] heftig udmelding fra Etisk Råd om oksekød og en sej nyhed om et vegansk læderprodukt lavet på kombucha scoby’er… Spændende og grænseoverskridende […]

  • Besvar
    Guide: Bryg din egen kombucha | Bærmonster
    25. juli 2016 at 08:01

    […] guide til kombucha i 1. og 2. […]

  • Besvar
    Projekt: Kombucha ⋆ Grønnere
    27. september 2017 at 11:19

    […] to Sustain Daily bloggere har skrevet meget udførligt om kombucha og hvordan det skal gøres; se Mias guide her og Bærmonsters guide […]

  • Besvar
    Mette
    9. februar 2019 at 00:12

    Så fantastisk med mor-scoby og datter-scoby.
    Tak for en god artikel! Dejligt at kombucha er blevet så trendy 🙂
    Rigtig god weekend,
    Kh Mette

  • Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt