Anmeldelser Ernæring Spisesteder

Vegetarmad på Roskilde Festival

Når man ved at “Alle madboder tilbyder mindst én vegetarret”, hvad tager man så med af mad? Svaret er egentlig ret enkelt: ikke særlig meget! 🙂 Jeg endte med at medbringe havregryn, rugbrød, havrekiks, knækbrød, avocado, snack gulerødder, mini agurker, bananer, mandler, rosiner, bagte bønner på dåse og peanutbutter – og så fandt jeg og mine medfestivalister både en NETTO og en SuperBest tæt på pladsen at fornøje os i. Man kunne også købe økologisk yoghurt og kakaomælk på campingområderne, så det gjorde jeg engang imellem. En til to gange om dagen købte jeg et reelt måltid mad i en af boderne. Indlægget her kommer derfor til at handle om netop dén mad. For det andet er faktisk ikke så spændende igen – medbragt mad som opbevares i et telt kommer hurtigt til at minde om en madpakke der har ligget i en skoletaske, i et varmt klasselokale, en lang og solrig sommerformiddag. 😉

Det at Roskilde Festival skriver følgende på deres hjemmeside, gør en garvet vegetar varm om hjertet: “Igen i år har vi øget fokus på økologi, fairtrade og brugen af lokale råvarer, og ligesom sidste år tilbyder hver af de 130 madboder desuden mindst én vegetarisk ret.” Umiddelbart tænker man lidt, at, øh, kan det virkelig passe at jeg kan vælge mellem 130 forskellige vegetarisk retter? Det lyder jo lidt for godt til at være sandt, når man gang på gang er endt med en kedelig salat når man spiser ude i Danmark, ja selv i den kære hovedstad København. Når man så står i et af servicecenterområderne eller på selve festivalpladsen og med egne øjne kan se at den økologisk pølsemand DØP sælger vegetariske franske hotdogs (hvilket de desværre endnu ikke har til daglig og jeg nåede ikke at få en før de blev udsolgt :() og at Den Gyldne Bønne udelukkende har vegetarmad, er det lidt som at komme i madhimlen.

Inden afgang til festival havde jeg downloadet og nærstuderet iPhone app’en (jeg elsker min iPhone) APPetizer som er en udførlig guide til alle madboderne på stedet. Mmm…det satte forventningerne op! 🙂 Desværre var jeg en rigtig dårlig madblogger og fik ikke taget billeder af et eneste måltid. Utroligt men sandt! 🙁 Men her kan nævnes nogle af de vegetarisk lækkerier jeg nød godt af:

  • Hjemmelavede sojapølser med ristede løg, groft pølsebrød, hjemmelavet sødlig tomatsalsa og sennep fra ingen ringere end Roskilde Slagteriskole (så vidt jeg husker)
  • Falafelmenu fra Den Gyldne Bønne
  • Tomatsuppe med ristede peanuts og brød
  • Indisk vegebøf med lunt brød og genial rissalat fra Roskilde Gymnastiskforening
  • Vegetarisk frikadelleburger med tyk hvidløgsdressing (mums) fra Delleboden
  • Thai wokret med karry, kokosmælk, cashewnødder og masser af grønsager plus ris fra Thai Lanna
  • Iskold morgensmoothie, lune grovboller med skøn hjemmelavet marmelade og iskold øko smør, og øko yogurt med kanelmüsli og frugt fra Mummbai Indian Streetfood (de havde også nogle varme aftensmadsagtige vegetarretter som jeg desværre ikke nåede at prøve)
  • Økologisk pizza slice fra Organic Pizza
  • Lune kæmpe kanelboller fra Meyers Deli (jeg fandt til min store glæde opskriften på internettet nogle dage efter hjemkomst så man kan godt glæde sig til næste blogindlæg her på siden ;))

Jeg har taget mig selv i at længes tilbage, ikke kun på grund af maden, men også meget derfor. Jeg håber på at komme stærkt igen næste år – bevæbnet med mit spejlrefleks kamera, et større madbudget og en meget sulten mave. 🙂 Det er nemlig lidt et madparadis, det der Roskilde Festival…

Namaste!

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Luna
    17. august 2011 at 15:07

    Jeg var for første gang på Roskilde sidste år, dengang var jeg vegetar, men endte med at leve vegansk derovre, og var virkelig positivt overrasket over mulighederne derovre. Som som vegetar og veganer.

    Her kan du læse hvad jeg skrev dengang. 🙂

    http://hijaluna.wordpress.com/?s=roskilde

    ~Luna

  • Skriv en kommentar

    Tilmeld dig nyhedsmailen
    Så får du besked når der er nyt